1 Jonas Jakobsen Axel Honneth: selvrealisering og samfundskritik Publiceret i: Anders Petersen (red.): ”Selvet Sociologiske perspektiver”, Hans Reitzel 2011 Indledning: en kritisk teori om selvet Siden udgivelsen af hovedværket Kampen om anerkendelse i 1992, har Aksel Honneths socialfilosofi vundet stor opmærksomhed blandt sociologer, filosoffer, socialpsykologer, socialarbejdere og aktører i den politiske debat. Dette siger noget om teoriens rækkevidde, og om dens anvendelighed i forhold til at forstå de tendenser og udfordringer, som præger moderne samfund. Efter Jürgen Habermas, er Axel Honneth en af de mest fremtrædende repræsentanter for dét, der stadigvæk kan kaldes ”frankfurterskolen” eller ”kritisk teori”. Ifølge Honneth består det bevaringsværdige ved denne teoritradition i en forpligtelse på ikke at bedrive teori for teoriens egen skyld, men derimod (a) at tage udgangspunkt i den sociale virkelighed som den faktisk erfares af sociale aktører; (b) at undersøge muligheden (eller umuligheden) af et frit og vellykket menneskeliv under givne sociale forhold; (c) at kritisere de forhold (f.eks. praksisser, magtforhold eller ideer), som indvirker negativt på kvaliteten af menneskelivet; (d) at forholde sig til, hvordan kritikken når ud over den akademiske verden og virker frigørende i det sociale liv, dvs. sætter os i stand til at tænke og handle på andre måder end dem, den sociale orden og ideologi opmuntrer til. 1 Ifølge Honneth er deskriptive samtidsanalyser a la Ulrik Beck eller Anthony Giddens derfor ikke kritiske: De spørger ikke, om de beskrevne 1 Denne firepunktsopstilling står for min egen regning. Se Honneth 2007 for en systematisk reaktualisering af den kritiske teori.