Camilla Schwartz & Peter Simonsen Velfærdsforestillinger om sund aldring: Eksempler i tekster af Sundhedsstyrelsen, Dorrit Willumsen og Lars Skinnebach Abstract: The essay discusses a crucial notion in the modern biopolitical wel- fare state: that good health is beneficiary both for the individual and for so- ciety at large. It compares and juxtaposes this hegemonic idea to literary works by the Danish authors, Dorrit Willumsen and Lars Skinnebach, who in various ways articulate dissent from this notion. Special attention is given to the topic of healthy ageing and longevity. Ph.d.-stipendiat Camilla Schwartz, Lektor Peter Simonsen: Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, Campusvej 55, DK 5230 Odense M, E-mail: cas@sdu.dk, E-Mail: petsim@sdu.dk I et særtillæg fra 2010 af tænketanken Mandagmorgens ugebrev omhandlende sund aldring, med titlen Ældrestyrken, giver en række eksperter i økonomi, sam- fund og aldring samt forskellige politikere udtryk for, at velfærdssamfundets overlevelse er betinget af, at de enkelte borgere praktiserer sundere livsstil – ikke mindst de ældre borgere, som denne artikel fokuserer på (MM44, 2010). Sund livsstil vil både afholde dem fra at blive afhængige af de offentlige sund- hedssystemer, og potentielt gøre dem til skatteydere i stedet for pensionsnydere: en ældrestyrke snarere end en ældrebyrde. Den aldrende velfærdsborger optræder også i skønlitteraturen, som ligele- des er optaget af at tematisere betydningen af sund aldring. Det gør litteraturen typisk ud fra en interesse for, hvor problematisk det kan opleves for den enkelte at efterleve statens opfordringer – hvordan det kan opleves som en sænkning af livskvalitet og nærmest umyndiggørende krænkelse af den personlige autonomi. Dele af nyere dansk litteratur fremstiller på forskellig vis en dissens i forhold til velfærdsstatens sundhedsfaglige rationale. Vi henter begrebet om dissens fra den franske filosof Jacques Rancière og bruger det til at analysere den kunstne- riske intervention i det politiske. For Rancière er det en intervention, som må ske i erkendelsen dels af fraværet af utopiske muligheder, dels af kunstens nød- vendige og mulige rolle i politisk forandring. Kunsten er ikke kilde til revolu- tion, men den kan synliggøre magtrelationer og undertrykte identiteter og livs- former på nye måder, der kan tillade forandring (Rancière, 2010). Dette DOI 10.1515/ejss-2013-0014  ejss 2013; 43(2): 226 – 234 Brought to you by | University Library of Southern Denmark - Syddansk Universitetsbib Authenticated | 130.225.157.199 Download Date | 5/7/14 3:12 PM