Om Baggrund / Redaktionen Bidragydere / FOKUS Nyhedsbrev FOKUS: Internetarkivet KRISTIAN HAUG 25. MAJ 2016 “Jeg forsøger at fastholde sandhed uden en privilegeret position” Med hermeneutikken følger ansvaret for at sætte sig ind i andres ståsted. Vi skal spørge, hvad vi kan lære af andre – ikke, hvor de tager fejl. Læs et interview med lektor i filosofi Morten Sørensen Thaning her. Alle mennesker går rundt og skelner. Tilhører man eksempelvis samfundets ’top’ eller ’bund’? Er man ’højt-’ eller ’lavlønnet’ og har man en ’lang’ eller ’kort’ uddannelse? Idet vi benytter sproget gør vi forskel; vel og mærke værdiladede forskelle mellem det der er bedre eller dårligere end noget andet. Men i sin nye bog insisterer Morten Sørensen Thaning på, at vi må forstå, at vi deler både verden og tingene i den med hinanden. Med andre ord er der meget mere, der samler os, end deler os. Derfor følger en etisk forpligtigelse til at sætte sig i det andet menneskets sted. Thanings argument er eksplicit centreret omkring hermeneutikken, som ikke bare er en videnskabsteoretisk position, der understreger sandhed og metode, men også et livs- og ansvarsforhold. Hermeneutikken handler om ansvar Thaning ser hermeneutikken som en tankegang, der byder dig at tage dine medborgere alvorligt i bredeste forstand. Den lærer os nemlig, at selvom mennesket ikke har fuld kontrol over sin forståelse, tager man et aktivt ansvar for de ting man siger. Og det må vi anerkende, at vi vitterligt gør. Hermeneutikken er grundlæggende demokratisk, fordi ansvarsforholdet er lige for alle.