Engerer, Indledning 5 Indledning til ”Tid i sprog” Sproglige tidskategorier - hvad lingvister (måske) kan blive enige om V OLKMAR ENGERER Statsbiblioteket Århus, Danmark 1. ”TID I SPROG” - LINGVISTISK KONSENSUS OM TIDSKATEGORIERNE? Når lingvister hører udtrykket ”tid i sprog”, vil de fleste nok umiddelbart tænke på tre ting, tempus, aspekt og aktionsart. Og de otte lingvister, der mødes i dette første temanummer af Sprogforskning, er ingen undtagelse. Sidstnævnte monstrum, aktionsart, er måske det mindst velkendte, iført en tysk lyddragt, der åbenbart klæder det i ethvert sprog. Og det siges, at der findes sprogfolk, der aldrig har hørt om det. Men, selvom det skulle være rigtigt, har de – sandsynligvis - alligevel et begreb om aktionsarterne. Det er fordi aktionsart også har en anden habit i klædeskabet, det engelske ”aspect”, som aktionsarterne iklæder sig, når de bevæger sig i de finere kredse. Især i den angelsaksiske litteratur bliver ”aspect” brugt flittigt om aktionsarterne (Bussmann 1990: 59f., Lyons 1977: 706). De fleste af de her samlede artikler behandler aspekt i forbindelse med aktionsarter, som, semantisk set, har nogle træk til fælles med aspektbetydninger (men også med tempusbetydninger, se nedenunder). Aspekt kan enten opfattes som mere eller mindre fast forankret grammatisk-morfologisk kategori (se Lund om russisk og, med indskrænkninger, Klein og Bach om de romanske sprog i dette nummer) eller som universelt semantisk fænomen, der realiseres på forskellige måder i alle verdens sprog – og ikke nødvendigvis i morfologien. Disse to teoretiske positioner, den grammatiske og den universalistiske, findes også i forhold til aktionsarterne, hvilket bl.a. er genstand for mit eget bidrag. Aspekt er altså notorisk svært at afgrænse især fra aktionsarterne (hvilket Kleins grundige terminologiske diskussion i dette nummer vidner om), ikke kun pga. ovennævnte uheldige terminologiske sammenfald, men også fordi aspekt grammatisk set trækker på både temporale egenskaber og aktionsartkendetegn, og derfor er den mest ”løse” sproglige tidskategori. Tempus kan derimod næsten betragtes som indbegrebet af den ”sproglige tid” og fremstår bl.a. derfor som den sproglige tidskategori, der vel er mest enighed om, om end ikke fuldstændigt, som bidragene i dette nummer også vidner om. Jeg vil derfor i min indledning til dette særnummer om ”Tid i sprog” give mit bud på, hvad der måske kan betragtes som ”common sense” blandt sprogfolk med hensyn til aspekt, aktionsarter og tempus. Denne gennemgang bliver nødvendigvis meget kursorisk - det gælder især aktionsarterne, som behandles udførligt i mit eget bidrag til dette nummer af Tidsskrift for Sprogforskning. Resten er et kort resumé af de enkelte Tidsskrift for sprogforskning 18/12/03, 18:56 5