På jagt efter en “chokolade-forklaring” på den inter-skandinaviske kommunikation Sebastian Kürschner & Charlotte Gooskens Når man læser skandinavistik uden for Skandinavien, nævnes det ofte som en af de store fordele, at man i virkeligheden lærer tre sprog på en gang – hvis man læser enten dansk, norsk eller svensk, så får man samtidig en passiv forståelse af de to nabosprog. Derfor er udenlands- skandinavister også vant til at bruge denne kundskab og øve sig i at forstå nabosprogene. Alligevel mærker man af og til, at det ikke er helt uproblematisk – det er jo klart, for det er og bliver fremmedsprog. Hvis man har lært dansk, er det fx i begyndelsen ikke muligt at forstå svenske ord som hur (dansk hvordan), flicka (dansk pige) eller pojke (dansk dreng). Derfor kan man allerede i begyndelsen af en samtale blive meget forvirret, når den svensktalende person spørger “Hur mår du?” (dansk “Hvordan går det?”). Det er også svært at forstå en del sammensatte ord i talesproget, som delvis består af såkaldte retrofleks-lyde og af andre lyde, der ikke bruges på dansk, jf. sjuksköterska (dansk sygeplejer). Ligeledes er det ganske svært for en svensktalende at forstå dansk, hvis man fx bruger ord med det ”bløde d” (jf. ”Hvad hedder du?”) eller ved at gør’ alvor a å’ slett’ så mang’ lyyd som muligt, som danskee er vant ti’, ikk’? Man skulle forvente, at nabosprogsforståelsen ville fungere udmærket i Skandinavien, hvor det som regel handler om modersmålstalere, som antagelig hører nabosprogene lidt oftere end skandinavister i udlandet. Alligevel kan man også i Norden mærke, at mange mennesker bliver usikre, når de kommunikerer “inter-skandinavisk”, og at der er en tendens til at undgå denne form for kommunikation, fx ved at bruge engelsk. Nabosprogsforståelsen er ikke så god, som den ofte gøres til, og der er store forskelle mellem de enkelte sprogpar – det er også blevet vist i forskellige forståelseseksperimenter. I vores forskningsprojekt Linguistic determinants of mutual intelligibility in Scandinavia har vi som mål at identificere faktorer, som spiller en rolle for sprogforståelsen i Skandinavien. Vi vil gerne vide, i hvor høj grad to sprog skal være beslægtet med hinanden for at være forståelige, samt om forskellene i forståelsesgraden korrelerer med faktorer som fx sproglige afstande. I denne artikel vil vi gå ind på en af de metoder, vi bruger til at identificere disse faktorer. Desuden præsenterer vi et par resultater og giver eksempler på misforståelser, der tit opstår i forståelsen mellem skandinaviske testpersoner. Metode: testning af ordforståelse via internettet Vi begrænser os ikke til Skandinavien, men vil også gerne vide, hvor god forståelsen af nærtbeslægtede sprog er i hele det germanske sprogområde. På den måde kan vi finde ud af, hvilke af de faktorer, som vi identificerer som afgørende i Skandinavien, der også er vigtige i forståelsen mellem fx tysk og hollandsk. Derfor har vi udviklet et eksperiment, som gymnasieelever kan deltage i via internettet. Syv germanske sprog (dansk, norsk, svensk, tysk, plattysk, hollandsk og frisisk) bliver testet blandt gymnasieelever med seks forskellige modersmål (dansk, norsk, svensk, hollandsk, frisisk og tysk). Det er dog ikke alle sprog som testes i hvert land. Testpersonerne hører og læser højfrekvente, isolerede ord på et af sprogene. I alt testes 386 ord på hvert sprog. Når materialet er blevet indsamlet, har vi en stor database, som kan bruges til at give svar på et uendeligt antal spørgsmål. Her er nogle eksempler: • Hvor godt forstår skandinaver hinandens ordforråd? • Er det rigtigt, at frisere er bedre til at forstå dansk end hollændere? • Findes der asymmetri i ordforståelsen, dvs. er fx danskere bedre til at forstå svensk end omvendt?