75 Den sene Derrida, eller: Er Claus Beck- Nielsen et spøgelse? Lilian Munk Rösing For mig at se er den sene Derrida ikke en anden end den tidlige, men snarere en eksplicitering af den etik som dekonstruktionen altid har været; en eksplicitering af at dekonstruktionen ikke er nihilistisk relativisme – eller som Derrida siger det i det famøse interview på amerikansk TV hvor den hjælpeløse interviewer forsøger at sammenligne dekonstruktionen med Seinfeld (som JD aldrig har hørt om): “De- construction is not a sit com”. (JD hed han konsekvent i mine noter fra studietiden, fra de sene 80’ere og tidlige 90’ere. Udtalt i mit hoved på engelsk, som en omvendt DJ. Tæt på et andet monogram, som også forekommer ofte i de noter: JC, for Jesus Christ. Måske et tegn på at JD for mig var en begivenhed sammenlignelig med JC; at der var et før og efter Derrida, ligesom der er et før og efter Kristus). Det skal her handle om spøgelser. Derridas spøgelse og spøgelsets fgur hos Der - rida. Spøgelset som han gør sin skrift til vært for i Spectres de Marx (1993). Spøgel- set, der synes at være en samlende fgur for de vigtige temaer hos den sene Der - rida: henvendelsen, den anden, ontologikritikken, etikken, begivenheden, sorgen, det umuliges mulighed, det immaterielles realitet, gæsten. Alt det han skriver om i “En vis umulig mulighed for at sige begivenheden”, som derfor også bliver en vigtig tekst i nærværende forsøg på at lade mig hjemsøge. Eller, lad os ikke have for høje ambitioner: Hjemsøgt bliver man ikke når man kalder på spøgelserne for at kunne defnere dem pænt til et akademisk tidsskrift. Er der nogen der ikke har talent for at tage imod spøgelser, er det ifølge Derrida akademikerne. Han ruller rundt på gulvet af grin over vagten Marcellus i Shakespeares Hamlet, der ved spøgelsets tilsy- nekomst skriger til Horatio: “Thou art a scholar; speake to it Horatio”. Naivt, mener Derrida – som om Marcellus tror at de er til seminar! (Derrida 1993, 33). Og det er jo så det vi er her, i dette tidsskrift, til seminar, så lad os ikke forvente at få spøgelset i tale, men nøjes med at tale om spøgelset. Jeg vil forsøge at give en serie portrætter af spøgelset: Spøgelset som hjemsøgelse, som genfærd af både fortid og fremtid, som den gæst man sørger over, som