Seks-armet mand Myteanalyse - analysemyte Lingvistikken som alibi i Levi-Strauss' strukturelle antropologi 1 JØRN BOISEN Strukturalismens arv Er det stadig umagen værd at beskæftige sig med den lingvis tiske drejning, som en række af humanioras discipliner tog den gang i tressere? De humanistiske videnskaber har med sine ny este landvindinger (eller moder, om man vil) feret sig fra tressernes epistemologiske problematik. Det har længe været ba nalt at drage strukturalismens metoder og resultater i tvivl, så hvad er der at gøre andet end at vende ryggen til det gamle pa radigme og glemme de begreber, der fejlagtigt virkede så effek tive? Men hvor død er strukturalismen egentlig? Det er rigtigt, at strukturalismen som bevægelse mistede sit momentum, da tre af dens hovedfigrer, Barthes, Foucault og Lacan, forsvandt (som om humanioras udvikling hang sammen med den arkaiske rytme givet af de dynastiske overhoveders liv og død). Men en del af strukturalismens tankegods lever stadig videre i humanio ras videnskabelige paradigme, et andet og pænere ord for den uspecificerede blanding af strukturel semiotik, kognitivisme, hermeneutik og postmodersme som præger den universitære kritik. De store navne - de ovennævnte sammen med Derrida, Greimas, Levi-Strauss - udgør således stadig en solid reference. De citeres med veneration i enhver tekstanalyseopgave med re spekt for sig selv, de er et Sesam-luk-dig-op, gådefulde garanter for en højere sandhed, de udgør kort sagt postmodersmens svar på bibelordet. 131